VI VÆGTER KVALITET HØJT
Thy-Mors Udmugning og Maskinservices medarbejdere
Mikael Hummelshøj
Landbrugsmaskinmekaniker
Mathias Skadhauge
Landbrugsmaskinmekaniker
Johnny Jensen
Smed
Ebbe Mark
Fodermontør
Jonas Christensen
Elektriker/Montør
Anders Sørensen
Lærling
Mads Stenberg
Lærling
Årets stand Dyrskue Thisted
2019
Årets stand Dyrskue Thisted
2017
Initiativpris
2017
Årets Præstbroforhandler
2015
Artikler og galleri
2023
Når lokummet brænder, er Jan og Rita klar til at rykke ud
Staldservice og minilæssere er omdrejningspunktet hos Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, men smedeforretningen kan klare mange andre opgaver
– Vi har en stor fast kundekreds, for de ved, at vi er der, når lokummet brænder, fastslår Jan Christensen.
Siden han overtog sin gamle læreplads tilbage i 1986, har både han og hustruen Rita Christensen været klar til at sende folk afsted døgnet rundt, hvis der var problemer med maskineriet i stalden eller på marken – og de kan klare det meste.
– Vi er vel det, man kalder en god gammeldaws blandet smedeforretning, der kan ordne lidt af hvert, konstaterer Jan Christensen, der sender sine syv servicevogne rundt i det meste af Thy, Mors, Salling og Han Herred.
Desuden sælger han traktorer fra Landini og McCormick, Kongskilde-blandervogne, Pöttinger-maskiner og ikke mindst minilæssere fra Schäffer.
Cirka halvdelen af omsætningen i firmaet kommer fra at servicere staldene, mens den anden halvdel kommer fra maskinsalg – her er det især minilæsserne, der fylder.
– Der er andre, der sælger mange traktorer – det skal de have lov til – vores niche er staldservice og minilæssere, fastslår han.
Travlt året rundt
Mens travlheden med maskinsalg og -service svinger efter sæsonen i løbet af året, er nichen med staldservicen den væsentligste grund til at ægteparret kan se tilbage på 37 år med travlhed året rundt.
– Stalden står aldrig stille, og det er bare med at være der, hvis der er noget galt. Derfor har vi ikke de her stille perioder. Det er selvfølgelig godt for forretningen, men det betyder også, at vi aldrig kommer helt så godt til bunds i oprydningen herhjemme på matriklen, griner Jan Christensen, der udover sig selv og Rita har ni ansatte for tiden – en størrelse, der passer ægteparret godt.
– Der er mange fordele ved at være et lille firma. Vi kender vores kunder rigtig godt, og når de ringer, er det altid Rita eller jeg, der tager telefonen. Samtidig giver det også et godt kollegaskab, når alle kender alle og vi alle sammen sidder omkring spisebordet på samme tid, siger Jan Christensen.
Årets læreplads
På kontoret står også et synligt bevis på, at en mindre smedevirksomhed med masser af forskellige opgaver også er et godt sted at lære.
Således blev Thy-Mors Udmugning og Maskinservice kåret af Danske Maskinhandlere som Årets Læreplads 2022.
– Det er noget, vi er rigtig stolte af. Vi tror på, at det betyder meget, at man i en virksomhed som vores, får nogle vigtige opgaver som lærling og ikke bare bliver sat til at vaske maskiner. Samtidig er lærlingen også er en del af fællesskabet med svendene. Derfor er vi også superstolte af vores svende, for det kræver bestemt også noget af dem at have lærlinge, siger Jan Christensen.
Mens lærlingene åbenlyst får noget ud af at være i lære i værkstedet ved Sundby, ser Jan Christensen også stor værdi i at tage lærlinge ind. Faktisk er det nærmest en nødvendighed.
– Det er svært at få fat i udlærte svende. Så må man jo selv sørge få at få uddannet nogle, konstaterer han.
Vanen tro er Thy-Mors Udmugning og Staldservice på plads til en snak med nye og gamle kunder, når dyrskuepladsen i Thisted slår dørene op 10. juni.
Ingen panik over Mullerup-lukning
Det har da givet anledning til et par spørgsmål, at den store tyske koncern GEA i starten af året lukkede Mullerup-fabrikken på Fyn og dermed indstillede produktionen af virksomhedens kendte automatiske foderanlæg og strømaskiner.
Men svaret fra Jan Christensen, Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, lyder klart og tydeligt.
– Der er ingen panik. Mullerup er jo en gammel smedeforretning, og de har lavet deres ting, så sådan nogle som os, kan lave det meste. Og selvom Mullerup er lukket, kan vi stadig få alle de stumper, vi har brug for til at servicere anlæggene. Nu får vi dem bare fra Tyskland i stedet for Fyn, siger han.
– Og de to, der har stået for elektronikken i Mullerup-maskinerne, er stadig hos GEA, så vi kører altså videre som hidtil. Den eneste store forskel er, at der ikke længere bliver lavet nye Mullerup-anlæg, konstaterer Jan Christensen.
2019
Den nye McCormick-forhandler er fundet i Thy
Thy-Mors Udmugning og Maskinservice er ny forhandler af McCormick traktorprogrammet i Thy og Hanherred samt på Mors.
– Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Thy-Mors Udmugning og Maskinservice omkring salg af McCormick traktorer, siger Jakob Helms fra Helms TMT-Centret A/S, der for nylig blev dansk importør af McCormick traktorprogrammet fra italienske Argo Tractors.
– Vi har nemlig i forvejen et rigtig godt samarbejde med firmaet, da de igennem en årrække har været vores lokale forhandler af Schäffer læssemaskiner, forklarer Jakob Helms.
– Thy-Mors Udmugning og Maskinservice har allerede solid erfaring med salg af traktorer. De har sammen med deres medarbejdere en professionel tilgang til opgaverne, og vi kender dem for at være rigtig stærke indenfor kundepleje, siger han og fortsætter:
– Der er ingen tvivl om, at med så kundeorienteret en forhandler er der potentiale for af få gang i salget af McCormick traktorer i denne del af Danmark. Med deres beliggenhed i Sundby Thy dækker de et område med en vis afstand til vore egne tre afdelinger. De vil være lagerførende i løbet af kort tid.
Forhandleraftalen mellem Thy-Mors Udmugning og Maskinservice og Helms TMT-Centret blev indgået under Agromek i november sidste år.
Udbygget samarbejde
– Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med Helms TMT-Centeret omkring Schäffer læssemaskinerne, og vi glæder os til, at dette samarbejde nu bliver udbygget omkring McCormick traktorerne, siger Jan Christensen, indehaver af Thy-Mors Udmugning og Maskinservice.
– Vi har hidtil forhandlet et af Argo Tractors’ øvrige produktprogrammer, nemlig Landini traktorerne, hvilket vi fortsætter med, fortæller han.
– Det tegner lovende, for McCormick som brand har et godt ry. Desuden ved vi af erfaring, at Helms TMT-Centret er en solid samarbejdspartner. Vi har nogle fælles værdier, fordi både de og vi er familieejede firmaer, påpeger Jan Christensen.
Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev grundlagt for 32 år siden og beskæftiger totalt 11 medarbejdere. Udover traktorer og læssemaskiner sælger og servicerer firmaet blandt andet diverse landbrugsmaskiner, udmugningsanlæg og fodringsanlæg.
2017
2016
Vækst i den moderne landsbysmedje
Rita og Jan Christensen, der driver Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, kalder virksomheden for den moderne smedje, som løser forefaldende opgaver hos virksomhedens kunder.
Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev etableret i 1986 og har siden 1990 udviklet sig på den nuværende adresse ved Sundby syd for Thisted. Virksomheden beskæftiger 12 medarbejdere og råder over seks servicebiler. Der forhandles blandt andet Landini, Schäffer, Kongskilde, GEA-Mullerup, BM Siloer samt redskaber fra Præstbro.
– Indendørsmekanisering med fodringsteknik og udmugning i både kvæg- og svinestalde har altid været en af virksomhedens spidskompetencer, og her dækker vi i nord området op til omkring Brovst og mod syd og øst dækker vi Thy, Mors og Salling, siger Jan Christensen, der driver forretningen sammen med sin kone, Rita, der står for bogholderiet samt butikken.
Maskinforretningen i Thy har rødder tilbage til DLAM-tiden, og derfor er det Mullerup, eller Gea Farm Technologies Mullerup som det hedder i dag, virksomheden samarbejder med, når der arbejdes med indendørsmekanisering.
I kvægstalde suppleres fodringssystemer fra GEA-Mullerup af fuldfoderblandere fra JF.
– Der kører rigtig mange JF-Feeder her i området, og da vi både har oplagt reservedele til vognene og har montører, som er eksperter i at servicere vognene, kan vi tilbyde kunderne en førsteklasses service af blandevognene, siger Jan Christensen.
Niche genererer kunder
– For at overleve som lille virksomhed er det nødvendigt med en niche, der kræver specielle kompetencer, og som er uinteressant for de store maskinforretninger at kaste sig over. Det er ikke alle der vil arbejde med mekanik i en svinestald eller stå og reparere et udmugningsanlæg en kold vinterdag. Det er vi eksperter i, og i kraft af nogle dygtige montører kan vi ikke blot reparere men også foretage forbedringer, når vi er i staldene, siger Jan Christensen, og tilføjer:
– Mange af vore kunder til traktorer, redskaber og minilæssere er kunder som vi allerede kender fra arbejdet i staldene. Når vi alligevel er på ejendommen, kan vi jo lige så godt servicere minilæsseren og måske også traktoren.
Minimaskiner er blevet en succes
For godt et år siden overtog Thy-Mors Udmugning og Maskinservice forhandlingen af Schäffer, og til dato er der solgt 14 røde minilæssere.
Hos den danske importør, Helms TMT-Centret, er medindehaver Allan S. Helms imponeret over den nye forhandler på Thy.
– Det er en virksomhed med fokus på de rette ting, og der sælges kun noget, som de kan stå inde for. Derudover yder virksomheden en sublim service, som sikrer at kunderne er kørende uanset om det er hverdag eller weekend, siger Allan S. Helms.
De nye minilæssere er solgt til både kendte og nye kunder. Som regel følger der en brugt læser med i bytte på en ny læsser, og Jan Christensen var derfor spændt på, om virksomheden kunne omsætte de brugte læssemaskiner. Men foreløbig har det ikke været noget problem, og lige nu har Thy-Mors Udmugning og Maskinservice kun to brugte minilæssere til salg.
Nyt er godt – men brugt sælger bedre
Thy-Mors Udmugning og Maskinservice solgte i 2015 en enkelt ny Landini traktor, og indehaveren erkender, at det er vanskeligt at være lille, når der skal sælges fabriksnye traktorer.
– Mange kunder har den opfattelse, at en Landini skal være billigere end andre traktorer i en tilsvarende størrelse. Det forstår jeg ikke helt, når jeg ved, at Landini anvender motorer og transmissioner fra producenter, som også leverer til nogle af de markedsledende fabrikater, siger Jan Christensen, der frem for nye traktorer har succes med at omsætte nyere brugte traktorer.
– De fortrukne mærker er Landini, John Deere og Deutz. Men på traktorværkstedet har vi dieknoseudstyr til de fleste traktormodeller, og kommer vi ud for noget vi ikke selv kan klare, har vi et godt samarbejde med de øvrige forhandlere, siger Jan Christensen.
Årets forhandler
Virksomheden i Thy sælger markredskaber fra blandt andet Kongskilde, Överum og Præstbro. Sidste år gik salget af redskaber fra den nordjyske importør så godt, at Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev udnævnt årets Præstbro Forhandler 2015.
Ved overrækkelsen af diplomet sagde Flemming Larsen, Præstbro, blandt andet:
– I lever og ånder for kunderne og tager gerne på dyrskuer og demonstrationer for at vise redskaber og traktorer. I er en loyal samarbejdspartner og har i 2015 tredoblet salget af redskaber fra Præstbro.
Rita og Jan Christensen er bekymrede for landbrugets økonomiske situation, men tror på en fremtid for dansk landbrug. Lige nu er der en stigende efterspørgsel på reparationer, og derfor søger Thy-Mors Udmugning og Maskinservice en ekstra montør.
Af Helge Plougmann Nielsen, hn@fbg.dk – 1. mar. 2016
http://www.maskinbladet.dk/artikel/vaekst-i-den-moderne-landsbysmedje